Lovpligtig info

Antimobbe-strategi

Trivselsmål

På Friskolen Højmark Børneverden vil vi ikke acceptere mobning.

På vores friskole tror vi på det forpligtende fællesskab. Vi tror på, at vi gennem fællesskab i høj grad kan skabe god trivsel blandt vores elever. I vores værdigrundlag skriver vi:

Et forpligtende fællesskab bygger på nærhed, rummelighed og respekt.
Et forpligtende fælleskab bygger på ansvarlighed.
Et forpligtende fællesskab er et sted, hvor børn og voksne oplever trivsel og et godt arbejdsklima, og hvor alle føler livsglæde.

Vi ønsker et miljø på friskolen, hvor alle børn trives og får mulighed for at udvikle sig optimalt.

Derfor er trygheden, nærværet og åbenheden vores nøgle til at bekæmpe mobning. Det er vigtigt for os at understrege, at vi tager hånd om både de børn, som udsættes for mobning, men også de børn, som udsætter andre for mobning. Ofte er der en dybereliggende årsag til, at mobningen opstår og nogle børn kommer til at mobbe andre.

Hvad forstår vi ved mobning?

Et barn bliver mobbet, når andre udsætter ham eller hende for gentagne handlinger og overskridelse af barnet personlige grænser. Mobning er alles ansvar – ingen er uskyldig tilskuer.

Vi skelner mellem tre forskellige typer mobning:

Psykisk mobning: Når et barn systematisk holdes ude fra fællesskabet, kaldes øgenavne eller bliver mobbet med udseende.

Fysisk mobning: Når et barn systematisk udsættelses for voldelig mobning i form slag, spark og skub.

Online mobning: Når mobningen foregår systematisk mod et barn på de sociale medier, via snap eller sms.

Forebyggende tiltag på friskolen

Vi har på friskolen indarbejdet forskellige tiltag og rutiner, som er forebyggende for at der finder mobning sted.

Legepatrulje, hvor ældste trin arrangerer frikvartersaktiviteter for yngste og mellemste trin.
Trivsel og demokrati på skemaet på alle trin.
Læsegrupper hvor de ældste elever læser højt for de små
Frugtpatrulje, hvor de ældste elever skærer frugt ud i pauserne til resten af skolen.
Fortælletimer hver dag for hele skolen, hvilket styrker fællesskabet.
Elevråd for alle klassetrin, hvor forskellige tiltag og emner tages op til fælles drøftelse.
Emneuger på tværs af skolen
Arbejdslørdage, hvor børn, ansatte og forældre i fælleskab står sammen op at vedligeholde skolen.
Overnatninger på skolen
Forældreråd på alle trin, som arrangerer fælles arrangementer i løbet af året.
Børnemøder i SFO, hvor forskellige emner og tiltag drøftes i fælles forum.
Mobilfrie hverdage, for at styrke fællesskabet og nærværet.
SSP-samarbejde
Klasseregler, som vedtages hvert år af den pågældende klasse/trin.
Fokus på sprog og sprogbrug. Forskellige tiltag og pointordninger for at komme grimt sprog til livs.
Fælles sprogpolitik med foreningslivet i Højmark.

Hvis der mobbes:

Barnet kontakter sin lærer eller enhver voksen på friskolen
Forældrene kontakter læreren eller lederen på friskolen
Den ansatte kontakter lederen

Sådan handler vi, hvis der mobbes:

Grundig afdækning af episoden
Samtaler i grupper og/eller alene med de involverede
Forældrene kontaktes og involveres
Åbenhed om situationen
Konfliktløsning og handlingsplan aftales
Dato for evalueringsmøde aftales
Lederen følger sagen tæt og vurderer/rådgiver ved fortsatte tiltag 
Mobning er et fælles ansvar. Her er nogle gode råd til forældrene:

Tal aldrig dårligt om dit barns klassekammerater eller deres forældre
Støt dit barn i at dyrke mange forskellige bekendtskaber på kryds og tværs på trinnet og på friskolen som helhed
Gør dit til, at der kommer fokus på alle børn og ikke kun de meget synlige.
Opfordr dit barn til at forsvare den kammerat, der ikke forsvarer sig selv.
Gør dit til, at barnet så vidt muligt deltager i alles fødselsdage.
Fortæl dit barn at fødselsdagsfester er forskellige, og at det er en del af spændingen
Prioriter samværet med andre forældre på trinnet og på friskolen
Ovenstående udgave er revideret september 2024
 
 

Evaluering

Undervisning

Undervisnings-miljøvurdering

Antimobbe-strategi

Elevdemokrati

GDPR