I Højmark Børneverdens Vuggestue og Børnehave er vi forpligtet på at skabe et dagtilbud, der er underlagt dagtilbudsloven.
I dagtilbudsloven er der fastsat en formålsbestemmelse for dagtilbuddene. Den beskriver formålet og hvad der generelt skal være kendetegnende for dagtilbuddenes arbejde.
Formålsbestemmelsen er relevant i forhold til arbejdet med vores pædagogiske grundlag, hvor den styrkede pædagogiske læreplan også er beskrevet, da den er retningsgivende for alt arbejde, der foregår i dagtilbuddet.
Hvad står der i Dagtilbudslovens § 7?:
§ Dagtilbud skal fremme børns trivsel, læring, udvikling og dannelse gennem trygge og pædagogiske læringsmiljøer, hvor legen er grundlæggende og hvor der tages udgangspunkt i et børneperspektiv.
§ Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og understøtte det enkelte barns trivsel, læring, udvikling og dannelse samt bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst.
§ Børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring.
§ Dagtilbud skal give børn medbestemmelse, medansvar og forståelse for og oplevelse med demokrati. Dagtilbud skal som led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed med og integration i det danske samfund.
§ Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene sikre børn en god overgang fra hjem til dagtilbud.
§ Dagtilbud skal desuden i samarbejde med forældre og skole sikre børn en god sammenhængende overgang mellem dagtilbud og fra dagtilbud til fritidstilbud og skole ved at udvikle og understøtte deres grundlæggende kompetencer og lysten til at lære.