forældre

Forældre i Frihøjen

Frihøjen Højmark Børneverden åbner Vuggestuen i den nybyggede daginstitution d. 1. februar 2026.
Vuggestuen er en integreret del af Frihøjen, der er en del af det store fællesskab i Højmark Børneverden. Men der skal være plads til at være et lille menneske, der skal have en tryg og rolig base at udvikle sig i og udforske verden ud fra. Derfor har vi fokus på at skabe et roligt miljø med tryghed for det enkelte barn ved at være omsorgsfulde, nærværende og anerkendende voksne.
Vi arbejder med pædagogiske processer, værdier og visioner i store og små børnefællesskaber, hvor der skal være plads til fordybelse, store armbevægelser, oplevelser, rolige stunder alene eller sammen med andre.
Vi skal være nysgerrige sammen både på hinanden, vores omgivelser, naturen og den verden vi lever i. Leg og læring, udvikling og dannelse er centralt både for børn og voksne.
Vuggestuen er normeret til 12 børn i alderen 6 mdr. - 2,10 år.

Forældresamtaler

At starte i en daginstitution er også et møde med en ny og anderledes verden både for børn og forældre. Og det uanset om man starter i vuggestue og kommer lige hjemme fra trygheden hos mor og far eller om man starter i børnehave efter at have været i dagpleje. Højmark Børneverden vil selvfølgelig gerne gøre denne overgang og opstart så god og tryg som muligt for både børn og forældre.

Inden opstarten i vuggestuen får I tilbudt en opstartssamtale, hvor vi hører lidt om barnet og jeres familie. Der vil være en rundvisning og vi skal sammen finde en dag/nogle dage, hvor I kan komme på besøg med jeres barn. Derudover aftales alt det praktiske omkring opstarten og I vil møde jeres kontaktperson, som vil være den primære voksen i vuggestuen. Ca. 3 måneder efter opstarten vil I få tilbudt en opfølgende samtale om opstarten og om jeres barns trivsel i vuggestuen.
 
Vi vægter forældresamarbejdet rigtig højt, da det er vigtigt for barnets generelle trivsel og udvikling med sammenhæng mellem hjem og institution. Der skal være mulighed for den daglige dialog, i det omfang det kan lade sig gøre med bevidstheden om, at det ikke er alt, der skal tales om i barnets nærhed i garderoben eller på legepladsen og at personalet kan være optaget af en aktivitet eller en leg med børnene. Så er det bedre med et telefonopkald, en besked på VIGGO eller en aftale om en samtale på et andet tidspunkt.
I løbet af jeres barns tid i vuggestuen, vil I blive tilbudt en opfølgende samtale ca. 3 mdr. efter vuggestuestarten og igen et par måneder inden børnehavestarten.

Forældrerådet

Forældrerådet består af 5 medlemmer, heraf 3 som er forældre til børn i vuggestuen eller børnehaven og 2 suppleanter. Derudover en repræsentant fra Friskolens bestyrelse og en medarbejderrepræsentant, der begge er uden stemmeret. Der afholdes valg inden udgangen af august hvert år. Formanden eller afdelingsleder af vuggestuen og børnehaven indkalder til et forældremøde med valg.
Forældrerådet konstituerer sig selv med en formand, en næstformand og en sekretær, hvor formanden skal vælges blandt forældrerepræsentanterne.
Forældrerepræsentanter skal udtræde af forældrerådet, når de ikke længere har børn i vuggestuen eller børnehaven.
 

Arbejdslørdage

2 gange pr. år a ca. 5 timer.

Der planlægges 4 arbejdslørdage i løbet af et skoleår, hvor alle forældre er forpligtet til at deltage i et om efteråret og et i foråret. Her vil være arbejdsopgaver for alle, de spænder vidt fra reparationer, havearbejde, maling, flytning af møbler, vinduespudsning, hovedrengøring, madhold m.m.

I skoleåret 2025/2026 har vi arbejdslørdage på følgende dage:

Lørdag d. 30/8-2025

Lørdag d. 8/11-2025

Lørdag d. 21/2-2026

Lørdag d. 18/4-2026

Da det er en skoledag, skal skolebørnene deltage og søskende er naturligvis velkomne. Det er berigende, at alle oplever glæden ved det forpligtende fællesskab. Formålet med arbejdsdagene er at styrke fællesskaber på tværs. Det er hyggelige dage, hvor friskolen betaler for forplejningen, derfor skal antal deltagende børn og voksne noteres i tilmeldingen.

Ferie, fridage og lukkedage

Forældrerådet er med til at fastsætte lukkedage i sommerferien, juleferien, påskeferien og på helligdage. Dette gøres med henblik på at bruge personaleressourcerne bedst muligt, når der er flest børn i børnehave og vuggestue. Vi skal også huske på, at børn også har brug for ferie lige så vel som voksne har. Det er hårdt arbejde at gå i børnehave.

Ferielukket
Uge: 29, 30 og 31 + dagene mellem jul og nytår.

Lukkedage
Dagen efter Kristi Himmelfartsdag og Grundlovsdag

Fridage
Når barnet holder enkelte fridage eller ferie, vil vi gerne have besked, så vi ved om barnet kommer eller ej.
I skolernes ferier hvor vi ikke har lukket, vil vi sende en forespørgsel ud i forhold til, om I har brug for pasning eller ej. Dette igen med henblik på ressourcefordelingen og brug af personaletimer.
 

Dagens gang

Forældre

Indmeldelse

Lovpligtig info